Nyheder

Johansen: ”Jeg kommer igen på et tidspunkt”

Det er ikke meget, man har set til Steen Johansen, Hårlev, i årets Mekonomen Rally Championship. Blot to starter er det blevet til for Mitsubishi-køreren. Han udgik af forårets ADAC Wikinger Rally med en ødelagt motor, og så havde han sine problemer ved det seneste Caramba Rally. ”Det var rart at være tilbage, men det gik ikke så specielt godt,” siger Steen Johansen.”Faktisk næsten alt er gået galt. Der var ikke nogen kørerfejl eller andenkørerfejl, men turboslangen faldt af, og det har nok kostet 2-3 minutter, og til sidst forsvandt der tre gear i gearkassen, så det var en kamp at komme i mål.” Steen Johansen kørte denne gang med Carsten Wulff, Nykøbing Falster, og deres samarbejde fungerede perfekt. ”Vi fik årets bedste resultat, som er nummer 19, men det er ikke det, vi samler på,” siger Steen Johansen. ”Jeg tror, at vi havde ligget på noget 7-8 stykker generelt inden. Det er det, der er mit niveau. Det sidste er heller ikke mit niveau, bare i modsat retning. Vi skal hjem og arbejde på det. Men jeg kommer igen på et tidspunkt.”

Back
|